
LIGNELSER - HISTORIER DER LIGNER 4. - 6. KLASSE

I Det Nye Testamente ser man ofte, at Jesus besvarer et spørgsmål med at fortælle en lignelse. Men hvad er en lignelse?
En lignelse er ikke en ligning, hvor der kan sættes to streger under et resultat. Der findes ikke en rigtig eller en forkert måde at forstå en lignelse på. Det vil være forskelligt, hvad man hver især læser ind i lignelsen, og hvordan man fortolker den, og dét er udgangspunktet for dette projekt.
Selvom lignelserne blev til på Jesu tid, er temaerne universelle og mellemmenneskelige, så lignelserne kan også være med til at fortælle om menneskers liv med hinanden i dag og danne udgangspunkt for filosofiske samtaler.

Hvorfor benyttede Jesus disse fortællinger, og hvad kan vi bruge lignelserne til i dag? Det sættes der fokus på i dette forløb, hvor eleverne arbejder med tolkningen af fire udvalgte lignelser:
• Samaritaneren, der hjalp den overfaldne mand
• En mand havde to sønner
• Arbejde i vingården
• En konge gør regnskabet op
I projektet skal eleverne arbejde dramapædagogisk, da det giver god plads for den åbne fortolkning. De skal sætte krop på lignelserne og lave små øvelser og rollespil/statueteater, hvor de selv kan komme til udtryk og arbejde sig ind på temaerne med egne fortolkninger og refleksioner. Til projektet medfølger instruktionsvideoer, som klæder læreren på til lege og øvelser med børnene. Igennem arbejdet med lignelserne får eleverne både viden om lignelsen som genre og om centrale kristendomsfaglige temaer.

Målgruppe: 4. - 6. klasse
Fag: Kristendomskundskab
Lektioner: 4 - 10
Projektet indeholder:
Lærervejledning
Hjemmeside med
instruktionsvideoer
Besøg i den lokale kirke
Leveres: Uge 36
Tilmelding senest:
12. august
