Monstre på spil

- i kristendom, myter og folketro 

Drabelige drager, modbydelige marer og tumpede trolde. Folketroen og religionerne er fulde af monstre. Men hvorfor er det egentlig sådan? Hvad kendetegner et monster? Og kan monstrene overhovedet overvindes? 

Eleverne skal i dette projekt stifte bekendtskab med monstre fra Bibelen, den nordiske mytologi og fra den danske folketro, ligesom de også skal få indblik i, at mennesker på tværs af religion og kultur altid har skabt fortællinger om monstre, for at kunne forstå den verden, som de selv er en del af. 

Forfatter Morten Dürr har til brug i klassen skrevet en stor oplæsningsbog til projektet illustreret af Julie Østergaard. Komponist Mathias Madsen Munch har komponeret et gennemgående lydspor. Lydsporet er en musikfortælling til bogen og er indspillet af et klassisk symfoniorkester. 

Gennem fortællingen, illustrationerne og musikken møder eleverne sammen med de to børn Felix og Anna forskellige monstre, som de efterfølgende skal arbejde videre med. 

Monstrene skal undersøges gennem lege og bevægelse, men også gennem de medfølgende faktakort som i punktform kategoriserer monstrene. 

Samtidig med at der arbejdes danskfagligt og kristendomsfagligt med de forskellige monstre i historien, får eleverne også mulighed for selv at komme med deres bud på hvad de selv er bange for, altså hvordan deres eget monster ser ud, og hvordan man kan overvinde det. 

I Kirkebesøget vil eleverne kunne høre lidt nærmere om kirkens monstre. Hvem er de, og tror man på dem i dag? 

Hele projektet afsluttes med, at eleverne fremlægger deres egne monstre for hinanden. 

Projektet indeholder: 

  • Den kæmpestore oplæsningsbog Felix og Monstrene af Morten Dürr 
  • Hjemmeside med lydspor til fortællingen 
  • Faktakort 
  • Lærervejledning med elevoplæg 
  • Kirkebesøg 

Målgruppe:   1. - 3. klasse

Fag:              Kristendomskundskab, dansk + evt musik og billedkunst

Lektioner:     11+ kirkebesøg + evt. 2*2 ekstralektioner Kan bruges som temauge

Sted:             På skolen og i den lokale kirke

Tid:               Oktober 2021 til juni 2022

Tilmelding:    Senest 1. september 2021